Søndag stod vi tidligt op for at opleve en "gospel-gudstjeneste" i Harlem. Vi tog op til Abyssinian Baptist Church, som ifølge "Turen går til New York" er USA's største og ældste kirke for afroamerikanere. Kirken er fra 1808 og er bl.a. berømt for sit gospelkor. Hver søndag er der gudstjeneste med gospelsang, og vi havde besluttet, at det ville vi opleve. Desværre var vi ikke de eneste, der havde fået samme idé. Da vi nåede frem, stod der en masse andre turister med guidebog under armen og troede (ligesom os), at de rigtig skulle op og opleve noget "ægte amerikansk kultur" og "ikke-turistet". Vi valgte dog at være standhaftige og stillede os derfor op i køen og kom til sidst ind efter at have ventet en del tid udenfor - og det var i den grad ventetiden værd! Selvom der var mange andre turister, var det virkelig en hel særlig oplevelse - selve gudstjenesten var der ikke noget turistet over. Man blev varmt budt velkommen til et indblik i kulturen. Først skulle de nye medlemmer (babyer) i the community bydes velkommen og frelses, og bagefter blev der ønsket tillykke til alle, der havde fødselsdag i februar. Den kvindelige præst kunne i den grad sin retorik, og undervejs i prædikenen kom der af og til udråb fra menigheden a la "Amen!" og "Save the Lord!" Koret performede og fik alle til at klappe med, og til sidst blev der sluttet af med "We Shall Overcome".
Fra Harlem tog vi en bus tværs gennem Manhattan til Union Square, hvorfra vi tog subway'en over til Williamsburg. Her spiste vi frokost og brugte resten af dagen, inden vi tog hjem til Upper West Side. Her bød aftenen på Sushi fra restauranten rundt om hjørnet, Ben & Jerry's is, Matador Mix, som Felicia havde medbragt samt Grammy Awards i fjerneren.
I morgen står den på Guggenheim m.m.
søndag den 8. februar 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Lyder spændende med gospel-gudstjeneste og så fik I også en velsignelse med på vejen og det er nok ikke så tosset i den store by.
Birgit
Send en kommentar