Tidligt i oktober begyndte butikkerne at pynte op og gøre klar til halloween, og det var ret fascinerende at se, hvor meget der blev gjort ud af det! Weekenden før d. 31. var der Pumpkin Festival i Central Park - rundt langs alle stierne stod der græskar i forskellige størrelser - alle udskårede meget fantasifuldt.
Fredag d. 31. kunne man allerede tidligt på dagen se udklædte børn og voksne i gaden, og i mange af forretningerne var ekspedienterne også udklædte. Jeg hentede som sædvanlig Alexander og Helena fra skole, og på vejen hjem så vi mange udklædte børn, som var ude og "trick or treat'e". Jeg tror man kan sige, at "trick or treat" svarer lidt til "...hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade". Her er det dog ikke penge men slik, som børnene samler ind.
Da vi kom hjem tog Alexander sit Darth Vader-kostume på, og Helena og jeg afleverede ham derefter hos hans ven, Eltion, som han skulle "trick or treat'e" sammen med. Helena havde besluttet sig for ikke at gå ud i år men i stedet dele slik ud til de børn, der kom forbi vores dør.
Senere på aftenen var jeg nede i Greenwich Village sammen med Kathrine og Cecilie for at se det årlige halloween-optog, som finder sted dér. Det var meget kaotisk - man skulle tro, alle New Yorks beboere var ude på gaden den aften. Der var udklædte mennesker over alt, og kostumerne var meget imponerende. Vi fik ikke set så meget af selve optoget, for vi var kommet sent, og det var svært at komme til. Men bare det at være der, var faktisk lidt ligesom at være med i et optog, så det var helt sikkert en oplevelse!
Søndag d. 2. november var der New York City Marathon. Det sluttede i Central Park lige der, hvor jeg bor, så det var lykkedes mig at få en rigtig god plads. Det var rigtig sjovt og imponerende at se de hårdt kæmpende løbere komme i mål, og vejret var fantastisk, så det var dejligt bare at stå i solen. Der var rigtig mange tilskuere, og stemningen var i det hele taget virkelig god. Jeg så ikke nogle kendte løbere, men der kom et par stykker fra Danmark forbi...
Tirsdag d. 4. november var det "store valgdag". Brad havde lavet pandekager til morgenmad og ønskede "happy election day". Senere var jeg med ham og børnene nede og stemme. Det var sjovt at se, hvordan det foregik - inde i hver "boks" stod der en stor maskine, som havde forskellige håndtag og knapper, man skulle trykke på. Der skulle sættes flere krydser, og jeg fik lov til at sætte to af dem, wuhu!
Om aftenen havde vi valgdag her i huset. Jeg havde inviteret Cecilie, og det var en rigtig sjov, hyggelig og ikke mindst historisk aften! Da det var sikkert, at Obama havde vundet, gik folk helt amok - man kunne høre glade mennesker feste i gaden, og det var alt i alt en ret stor oplevelse. Dagen efter, da jeg skulle i skole nede ved Times Square og Bryant Park, var det sjovt at opleve, hvordan alle de brudstykker af samtaler, man fik med på vejen, handlede om valget, McCain og Obama. Folk virkede selvfølgelig glade men faktisk også lettede.
Fredagen derefter var jeg sammen med en af de andre beboere, Cordelia, i Radio City Music Hall for at se deres årlige juleshow, Christmas Spectacular. Det var rigtig sjovt og meget amerikansk, og selvom det kun var d. 7. november var det ikke svært at komme i julestemning! Bagefter var det helt underligt at komme ud til en mild og på ingen måde kold aften - man havde en forestilling om at træde ud i snevejr...
Butikkerne er også for længst begyndt at pynte op og gøre klar til jul, og de forskellige udendørs skøjtebaner har også været åbne længe efterhånden. Jeg glæder mig rigtig meget til at opleve december og det amerikanske juleræs her i New York, men jeg glæder mig faktisk endnu mere til at skulle holde jul i Vodskov og Hals som jeg plejer:) Det bliver rart at komme hjem på juleferie, og jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at se familie og venner. Hvis jeg skal købe billige iPods eller andet med hjem, må I endelig sige til.
I går aftes var Kathrine, Cecilie og jeg på en mexicansk restaurant på Upper East Side, som jeg havde fået et gavekort til af Irene. Maden var fin og drinks'ne gode. Bagefter tog vi i biografen og så den nye James Bond-film.
Ellers går det godt med børnepasning og skole. Jeg nyder at være her og opleve byen, men jeg savner selvfølgelig alle I skønne mennesker derhjemme!
søndag den 16. november 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar